FN's Verdensmål

Den 1. januar 2016 og frem til 2030 er verdens kurs sat mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og natur.

Verdensmålene er vedtaget af verdens stats- og regeringsledere og består af 17 konkrete mål og 169 delmål. Verdensmålene forpligtiger alle FN’s medlemslande til at tage ansvar. Et ansvar der skal afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner samt på at styrke internationale partnerskaber. Den nye dagsorden anerkender et behov for at samarbejde og yde en integreret indsats for at opnå holdbare udviklingsresultater.

De nye verdensmål for bæredygtig udvikling bygger på de otte såkaldte 2015-mål, som havde deadline ved udgangen af 2015. De nye mål bygger således på tidligere erfaringer, der har vist, at det er muligt at opnå store resultater med politisk vilje, klare mål og prioritering af ressourcer derefter. De sidste 20 år er der, modsat hvad mange tror, sket store fremskridt for mennesker og natur her på kloden. Bl.a. er fattigdommen i verden faldet med næsten 75 %, ni ud af ti børn i udviklingslande indskrives i skole, og dobbelt så mange børn overlever deres fem års fødselsdag. 45 % færre kvinder dør i forbindelse med graviditet, to milliarder mennesker har fået adgang til rent drikkevand, og millioner af menneskeliv er blevet reddet på grund af bedre forebyggelse og behandling af smitsomme sygdomme som malaria, tuberkulose og HIV/AIDS. 

Med de nye verdensmål for bæredygtig udvikling, er ambitionen at nå endnu længere med denne positive udvikling af verden. En ambition, der kræver, at alle – både rige og fattige – er med til at løse udfordringerne i fællesskab.